Søvnløshed og misbrug

Alkohol

Alkohol er ofte brugt i forbindelse med søvnproblemer

Søvnproblemer kan medføre misbrug og misbrug kan medføre søvnproblemer. 

Alkohol

Er dit arbejde spændende, men lidt for krævende, har du fået kolleger som lige mødes over en drink efter arbejdstid, eller er du “bare” begyndt at drikke regelmæssigt, fordi det er “normen”, eller “en måde at mødes på”, kan det blive et større dilemma, end du lige forestiller dig. 

Det, der startede som en drink i hygge og samvær, kan udvikle sig til at du “lige skal hygge lidt selv”, eller “have en opstrammer”, “sidde og nyde en drink”, og “tage en spids for at sove” flere og flere gange i løbet af ugen.
Du begrunder det med, at “du fortjener det”, “har ret til det, efter en lang arbejdsdag” og lignende.
Snart er et dagligt stigende forbrug en realitet. 

 

Når alkohol bruges som sovepille

Når du drikker et glas vin eller to før sengetid, falder du måske nemmere i søvn, fordi du bliver mere rolig og fordi alkoholen sløver dig, ja faktisk bedøver dig. Du bliver mindre bevidst, også om din usikkerhed, når du drikker, og dermed falder paraderne, tankerne kommer på afstand og kroppen slapper af. Er du virkelig slidt eller stresset, kan det være, at du først falder omkuld efter endnu mere alkohol.

Da alkoholens virkning aftager relativt hurtigt, kan du vågne op eller sove uroligt senere på natten, når kroppen er i gang med at eliminere affaldsstofferne efter alkohol-nedbrydningen.
Her er leveren på overarbejde og den øgede aktivitet i kroppen kan vække dig af flere grunde: kvalmen ved nedbrydningsprodukterne, mavesyren, som der produceres mere af, når alkoholen rammer mavesækken, og hjertebanken og svedeture pga. det ekstra arbejde kroppen er på.

Det er ikke sikkert, at du registrerer, at det faktisk er alkoholen, der vækker dig. Måske tror du, at det er pga. dit stress (hvad det måske OGSÅ er), og derfor kan det være svært at slippe alkoholen, da den trods alt får dig til at falde omkuld i en form for søvn.  

Cannabis

Cannabis er ofte brugt i forbindelse med søvnproblemer 

“Selvmedicinering” mod uro og tankemylder er hyppigt forekommende hos traumatiserede mennesker.

Cannabis

Har du haft en barndom med svigt, er der større sandsynlighed for, at du har “selvmedicineret” dig med alkohol og stoffer. Er du ADHD-ramt, eller lider du af PTSD eller kompleks-PTSD (udviklingstraumer pga. gentagne svigt i barndommen), så sker der så meget i krop og tanker, at det bliver for overvældende for de fleste.

Søvnen er en uundværlig kilde til ro og restitution, men hos mennesker med disse og andre udfordringer er søvnen ofte kompromitteret. Man kan som ADHD-ramt nemt komme til at starte med hash som ung for at kunne falde til ro og sove. CBD-delen af cannabis er beroligende og kan fremme søvnen, og derfor er det nærliggende, at det er det stof, der bruges. Hos PTSD-ramte er det vist at CBD dæmper REM-søvn og dermed mareridt, som PTSD-ramte hyppigt lider af.
Problemet er bare, at cannabis også indeholder THC som er euforiserende og stærkt vanedannende. 

Forbruget stiger nemt pga. tilvænning og afhængighed, og det suppleres ofte med andre stoffer, fx alkohol eller morfinstoffer, for at dæmpe tanker og følelser, og for at give ro i kroppen for en stund. 

Når cannabis bruges som sovepille

Cannabis er søvndyssende i lille dosering, men uden oprensning til fx rene CBD-dråber, som nogen benytter sig af ordineret af læger og under produktkontrol, så får du også THC. Det er opkvikkende og euforiserende. Her bliver du nemt afhængig af stoffet, hvis du tager det jævnligt. 

Både CBD og THC laver uro i søvnen, ved at hæmme nogle af søvnfaserne, og da alle søvnfaser er lige vigtige, får du ikke den kvalitetssøvn, du har brug for. 

Mange tror, at de ikke kan mærke bivirkningerne af regelmæssigt cannabisforbrug, men bivirkningerne er der alligevel. Bl.a. den negative effekt på indlæring. 

Fælles for misbrug er at søvnen lider

Måske synes du, at “du sover bedre”, eller “at du ikke på nogen måde kan sove uden”, men at sove på alkohol eller cannabis er forstyrrende for søvnkvaliteten. Når du sover skidt, er det svært at kunne håndtere traumer eller sygdom. Skal du have det bedre med din søvn og med dig selv, er det ekstremt vigtigt at tage hånd om misbruget samtidigt med, at du arbejder med processen.  

Hvordan kommer du så videre?

Det afhænger naturligvis af mange ting. Det vigtigste og måske sværeste er, at erkende, at det ER et misbrug og ikke et forbrug.
Min tilgang til dette misbrug er altid at anerkende, at det har tjent et formål, at det var den løsning, der var til stede og mulig for dig at overskue dengang. MEN med denne løsning har du skabt andre problemer for dig selv, som måske bliver uoverstigelige, fordi afhængigheden trækker i dig, og fordi din kloge hjerne ikke kan overtale din “misbrugshjerne” til at ændre tankegang. Er der et dagligt misbrug, VIL du få eller allerede have udfordringer i livet. 

Her er det vigtigt at lytte til dine nærmeste. Hvis de gentagne gange siger til dig, at du har et misbrugsproblem, så er det nok rigtigt. Lyt også til den stemme inden i dig, som ved, at de nok har ret, selv om du helst ikke vil høre det.

HUSK, at du skal have respekt for processen. Et er at give slip på misbruget, men der skal sættes noget andet i stedet. Det kan ikke vente, til du er helt ude af misbruget. Er du først for alvor blevet afhængig, skal der masser af kærlighed fra dig selv og dine nærmeste til at få kræfter til at få ryddet op i den gamle fyldte rygsæk. Der ER god hjælp at hente, men husk, ingen kan tage dine traumer eller din tilstand fra dig og “bare” gøre dig rask. Det kan kun komme fra dig selv. Selvfølgelig med støtte fra dem, du holder af.
Start med at vælge dig selv til, fordi du ønsker noget bedre for dig selv … og dermed for dine nærmeste. Slip aldrig håbet om, at det kan lade sig gøre. 

Nogle mennesker har så svært ved at stole på andre, stole på, at der er noget godt til dem i verden, at der skal en stor omgang terapi til for at rette op på det. Det har man ofte ikke kræfter til, især ikke når man sover dårligt. Derfor kan effektiv medicinsk hjælp, blive nødvendigt for at en periode. Det kan din læge, en psykiater eller et misbrugscenter hjælpe dig med. 

Scroll to Top