Forside > Hvem er jeg
Hvem er jeg
Gennem mere end 25 år som speciallæge i almen medicin har jeg fået en stor erfaring og baggrund for diagnostik og behandling.
I mit arbejde som praktiserende læge har jeg suppleret med en psykoterapeutuddannelse, da jeg manglede nogle redskaber til at kunne give den optimale behandling til visse patienter.
Siden har jeg suppleret med en uddannelse som søvnvejleder samt uddannet mig til mindfulness-instruktør.
Min erfaring med at afhjælpe symptomer på søvnløshed stammer fra både min egen søvnløshed over flere år, samt mange gode spørgsmål fra mine patienter og klienter.
Derfor ved jeg, at der oftest skal flere tiltag til, for at finde sin tabte nattesøvn igen.
I mit online søvnkursus giver jeg svar på mange spørgsmål, samt råd, vejledning og øvelser til brug for de fleste med søvnløshed.
Min baggrund
Søvnvejleder
Min erfaring med søvnløshed er kommet gennem mange år som praktiserende læge, og at jeg i en periode i mit eget liv har været søvnløs.
Under min egen søvnløshed savnede jeg en samlet pakke af viden og vejledning, så jeg kunne finde min søvn igen.
Min vej mod en bedre søvn førte mig i flere retninger fra at ignorere problemet, over et kort søvnkursus, en uddannelse som mindfulnessinstruktør til at afhænde min praksis. Først da jeg tog søvnvejlederuddannelsen vendte min søvn tilbage.
Søvnvejlederuddannelsen gav mig indsigt i søvnens natur, og lærte mig bl.a. at den hyppigste årsag til fortsat søvnløshed er den, jeg selv laver, ved at bekymre mig om min næste nattesøvn.
Da det landede, kunne jeg langsomt men sikkert vende mine tanker og mønstre, og så vendte søvnen tilbage.
Speciallæge i almen medicin
Uddannet speciallæge i almen medicin i 1995.
I 1998 blev jeg praktiserende læge i Hundested. Der arbejdede jeg i 16 år.
Siden har jeg været ansat og arbejdet som praktiserende læge i flere andre praksisser, og for nuværende er jeg ansat i Kriminalforsorgen som læge.
Min store interesse i mit arbejde som praktiserende læge har altid været menneskets psyke. Det har været en kæmpehjælp i mit læge liv, at jeg tog uddannelsen som psykoterapeut.
Traume- og udviklingstraumeterapeut, mindfulnessinstruktør
Som praktiserende læge har jeg gennem alle årene brugt samtaleteknikker til patienter, som har haft forskellige psykiske problemstillinger, stress, angst, depression, mm.
Som årene gik, blev jeg optaget af SE®-terapien, traumeterapi, for den gav mig et uvurderligt redskab ved at forklare terapeutisk, hvad jeg nogle gange ikke kunne forklare lægeligt.
De mange patienter med kroniske problemer, smerter og lignende, som vi som læger ikke kan hjælpe med andet end for eksempel smertestillende medicin og fysioterapi, har jeg oplevet at kunne hjælpe til bedre livskvalitet ved at behandle med SE®.
Siden har jeg suppleret med NARM®-uddannelsen, som giver endnu et lag af forklaring og behandlingsmulighed, idet man tager patienternes tillærte overlevelsesstrategier og deres tilknytningstraumer med i terapien.
Jeg har således min søvnvejleder-uddannelse, min almenmedicinske viden, min terapeutiske uddannelse, og min mindfulnesserfaring med i bagagen, når jeg rådgiver om søvn i mit online søvnkursus.